Foredrag, eller talks, dem har jeg holdt mange af, omhandlende mange forskellige emner. Herunder finder du en liste over de foredrag jeg umiddelbart kan levere. Hvis der er andre ønsker så finder vi ud af det og jeg skræddersyr noget til dig.
Alle mine foredrag er baseret på den neurodiverse tilgang. Deruover bruger jeg relevant forskning og sørger for at holde fingeren på pulsen inden for det autistiske samfund.
- Et ret generelt foredrag om autisme – Jeg har bl.a. brugt det på en efterskole for at forberede lærerne på kommende elever med autisme
- Ansæt en autist – fordele og udfordringer. Henvendt til arbejdsgivere
- Sent diagnosticeret – hvad gør det ved ens liv og selvopfattelse
- At vokse op med autisme – set fra en kvindes synspunkt
- Moderskab og autisme eller den autistiske mor
- Uddannelse og job – hvordan overlever man i systemet
Her er et par slides fra en workshop der var designet til en flok efterskolelærere. De ville gerne klædes bedre på til at modtage de diagnose elever, som de vidste der ville starte det pågældende skoleår. Skolen havde desuden indført en e-sportslinje og de regner derfor med at de i fremtiden vil se flere autistiske børn på skolen.
Ud over grundlæggende oplysninger om autisme og ADHD/ADD så omhandler foredraget (kort) metoder til at hjælpe skolebørnene med at trives samt naturligvis nyeste forskning inden for en række relevante emner.
Der var også afsat tid til diskussion. Det førte til mange meget interessante problemstillinger. Blandt andet diskussioner som: kan to autistiske elever have gavn af at bo på samme værelse? Gælder det også for to ADHD elever? Er det bedst hvis eleven fortæller om sin diagnose fordele/ulemper?
Her er et eksempel på et foredrag som jeg holdt til det danske Havforskermøde. Det havde overhovedet ikke noget at gøre med autisme men med min uddannelse som biolog. Det handlede om nogle af alle de fantastiske resultater man kan grave frem af museumsdata. Jeg har prøvet med en lidt humoristisk tilgang, da jeg ved at der er mange der synes at museumssamlinger er en lidt støvet affære. Powerpoint præsentationen kan ses herunder.
Museumsdata og brugen af alt det materiale der er blevet samlet ind gennem de sidste 100 år er helt klart en af mine kæpheste.