Den gode barndom

Efter jeg fik min diagnose har jeg læst rigtig meget om autisme, mest det der er blevet skrevet af voksne autister. En ting jeg faldt over igen og igen var den traumatiske barndom og skolegang som rigtig mange personer beretter om. Det er (heldigvis) ikke noget jeg kan genkende fra mit eget liv og måske derfor optager det mig så meget at undersøge hvad vi kan gøre for at alle autistiske børn skal få en bedre barndom.

Nogle af de tanker jeg har gjort mig om min egen barndom kan man læse om i den artikel jeg skrev sammen med Mikkel Rasmussen, speciallæge i psykiatri og formand for Psykiatri-Listen, Risskov (kan læses her). Nu skal man jo passe på med at bruge sig selv som sammenligningsgrundlag og jeg tvivler slet ikke på at min barndom ikke ville passe til alle børn med div. diagnoser. Jeg ved f.eks at der er mange børn der meget aktivt søger venskaber med andre børn, det var ikke et stort behov for mig.

Jeg blev passet hos en dagplejemor, hvor jeg fik lov til at tulle omkring og hjælpe med til at bage og fodre fuglene. Ingen krav. Jeg var som regel det eneste barn, hvilket passede mig fint, jeg forstod ikke andre børn og savnede dem ikke.

Helle Jørgensbye

Jeg var super heldig! Jeg voksede op i en forstående familie (andre ville måske sige at der var en overvægt af sære snegle?) og blev aldrig mobbet i skolen. Lige netop mobning er desværre en velkendt følgesvend for mange børn, især dem med diagnoser. Undersøgelser (fra USA) viser at af de børn der bliver mobbet har 63% af dem autisme (link)

• Ca. halvdelen af danske autistiske børn trives ikke i skolen! (link til undersøgelsen)
• En dansk kronik om at uvidenhed om autisme fører til mobning (link)
• Her en personlig beretning om mobning fra Emilie (link)
• Kan en diagnose føre til mobning – eller er mobning en diagnose? Artikel i Specialpædagogik 2011 (link)

Især unge mennesker i deres formative år er nu langt mere udsatte end tidligere, således at velkendte krisemønstre, der har at gøre med identitet, seksualitet, oprør og familier, nu nemmere udvikler sig til mistrivsel og alvorlige psykiske problemer.

Mikkel Rasmussen, speciallæge i psykiatri

Det er imidlertid ikke kun mobning fra andre elever der er en hindring for den gode barndom. Uvidenhed om autistiske børns adfærdsmønstre kan være katastrofalt for barnet og familien. Der er ingen tvivl om at problemet er massivt, og at en del af det er skolens og “systemets” skyld (Autismeforeningen skriver blandt andet om det her, her, her og her). Det er dybt problematisk at forældre opfordres til at tvinge børn i skole med vold, at forældre til autistiske børn trues med tvangsfjernelse osv. osv.

”Inklusionsloven blev, helt absurd, startskuddet til et massivt svigt af autistiske børn i grundskolen. Vores medlemmer fortæller om børn i mistrivsel, børn der lever med selvmordstanker, traume og panikangst og som føler sig alt andet end inkluderede ind i et fællesskab. De børn skal have en skolegang og vi skal handle nu”: Siger landsformand for Landsforeningen Autisme.

Heidi Thamestrup

Man kommer rigtig langt med lidt forståelse, empati og tålmodighed. Tid til at opbygge relationer til de voksne der omgiver dem er vigtigt for alle børn, måske i højere grad introverte børn. Anderkendelse af at vi alle er unikke personer og at vi ikke reagerer ens på alle situationer er i mine øjne et ret simpelt virkemiddel. Ligesom man må erkende at al adfærd er kommunikation.

Jeg har fundet ud af at den filosofi jeg selv har arbejdet efter i mange år faktisk er en anerkendt pædagogisk metode og den har et navn; Low arousal metoden. Der kan man bare se :-).

Det er en konflikt- og stressnedsættende pædagogisk tilgang der skal forebygge, forstå og løse konflikter. Det kræver en tilgang der er tilpasset det enkelte barn og de udfordringer barnet nu engang har. Et stresset barn der er på konstant overarbejde er ikke modtageligt for fornuft/læring, så hvorfor stresse dem til at starte med?

PS. Jeg ved godt at denne tilgang lyder meget blød, men den virker på mange børn og såmænd også voksne.

Vi har tit brug for lidt mere tid til at forstå det sociale, tid til at overveje og føle, tid til at være sig selv og lade op efter anstrengende socialt samvær. Får man dét og generel accept af, at vi er neurodiverse og bare lidt anderledes end jer, så kan vi blomstre og trives.

Helle Jørgensbye