EDA beskrives ofte som en tillægs tilstand til autisme og stærkt styret af angst. Imidlertid er det jo langt fra alle autister der har denne tilstand, lige meget hvor stressede eller angste de er. Envidere taler man i Danmark kun om børn. Tilsyneladende glemmer man helt at børn bliver voksne og de bliver ovenikøbet til voksne med EDA!

I Storbritannien har National Autistic Society netop opdateret deres hjemmeside der omhandler EDA. Og Se – der er en omtale af voksne med EDA! Det ses oftere og oftere at EDA beskrives som en profil der ikke kun er drevet af angst, men det er vel at mærke blandt voksne med EDA.

Lyt til de voksnes stemmer, for at vi kan gøre det bedre for den næste generation med EPA.

EDA kan være svær at have med at gøre, det indrømmer jeg gerne. De tiltag der normalt hjælper autistiske mennesker som f.eks lister og faste rutiner, ja det virker bare slet ikke! En liste kan opfattes som et krav og derfor bliver listen afvist. Det er en helt anden pædagogik der skal bruges og derfor er det netop så vigtigt at få en tidlig diagnose så den rigtige indlæring og skolegang kan igangsættes.

*Jeg bruger mest EDA men når jeg henviser til hvad andre skriver bruger jeg PDA.

For at udforske det område nærmere skrev jeg derfor en artikel sammen med Mikkel Rasmussen, speciallæge i psykiatri og formand for Psykiatri-Listen, Risskov.

Jeg skriver

” Hvad gjorde min barndom anderledes? Jeg tror, det primært skyldes min mor og mormor. Jeg voksede op i et hjem, hvor man accepterede menneskers særheder – også mine. Jeg har aldrig haft regler, ud over generelt at lade være med at genere andre mennesker. Ingen krav. Stort set alt, jeg fandt på, var bare accepteret og fantastisk, måske undtagen dengang jeg bar nyplukkede hindbær i min nye hvide T-shirt (den blev aldrig ren igen). “

Mikkel skriver

” Dette er psykiatriens største udfordring i en nøddeskal: At vi skal navigere i et samfundsklima, der ikke længere har tid eller villighed til at benytte ressourcer på at skabe plads til de, der er anderledes. Et gennemgående tema i Helle Jørgensbyes historie og mange andre historier, jeg har hørt, er, at behovet for tid til den enkelte og rummelighed for de menneskelige nuancer er altafgørende. Helle Jørgensbye beskriver netop, hvordan det gjorde, at hun i sit eget tempo kunne finde sin måde at være i livet på. “

Artiklen i sin helhed kan findes her