Autistiske tanker: Corona (inde)lukket dag 1

Autistiske tanker: Corona (inde)lukket dag 1

marts 18, 2020 Autisme Uncategorized 0

Tanker om autisme og Corona-virus karantæne. Det er min mening at dele autistiske tanker i en svær tid. Som så meget andet i denne tid er dette indlæg let improviseret og broen bliver bygget mens jeg går over den.

Så lukkede skoler og arbejdspladser over hele landet. Statsministeren og myndigheder råder befolkningen til at arbejde hjemmefra, undgå større forsamlinger og i det hele taget være sammen hver for sig. Så vidt jeg kan læse mig til så har den almene befolkning nu brug for massive mængder af råd til hvordan man klarer den sociale isolation og aleneheden.

Hvis der er nogen der har viden om at være sammen hver for sig, så er det autister, aspies, aspergere, mennesker med autisme eller hvad vi nu går og kalder os selv. Autister portrætteres i medierne enten som geniale programmører eller folk der kun er i stand til at stable dåser i et supermarked. Derudover er det også et skældsord ”din autist” bliver der råbt gennem klasselokalet hvis der er nogen der formaster sig til at stikke lidt udenfor klike-kulturen.

Hvis jeg slår op på Netdoktor kan jeg læse at: Autisme er en psykisk udviklingsforstyrrelse, hvor det dominerende symptom er, at barnet (og senere den unge og voksne) har vanskeligheder med socialt samvær og empati i forhold til andre mennesker. Det centrale symptom er problemer med socialt samvær, hvortil kommer kommunikationsvanskeligheder og stereotype, ensidige handlemønstre.

Så er der vist fuld plade på negativ omtale af symptomer. Det vil sige – lige indtil Corona­virus/COVID-19 begyndte sit amokløb i Danmark.

Denne forkortede beskrivelse fra Netdoktor er naturligvis blot en lille del af det man kan læse om diagnosen på danske og udenlandske sider. Det er dog tydeligt at det alt sammen er skrevet af ikke-autister (også kaldet allister) og at de anser det for dybt problematisk at der findes autister. Også kaldet den medicinske model.

I de autist aktivistiske kredse hvor jeg færdes betragtes autisme som en del af den menneskelige neurodiversitet – vi er neurodiverse (sammen med ADHDere etc.). Der findes ikke bare én slags rigtig hjerne og så alle de forkerte hjerner. Til gengæld findes der en stor naturlig variation i den menneskelige hjerne. Man kan sige at neurodiversitet er i familie med biodiversitet – bare i hjernen.

Ryggen af to røde bøger med titlen Vort Hjem
Vort Hjem

Når man benytter den neurodiverse model betyder det naturligvis også at man ser realistisk på mange af de udfordringer der kan følge med en autisme diagnose. Der er bestemt også en grund til at autisme kategoriseres som gennemgribende og et handicap. Der er masser af udfordringer, og følgesygdomme, også hos dem der normalt betegnes som ”højt fungerende”. Nogle af de almindligste er angst, depression og OCD samt de fysiske epilepsi og forskellige bindevævssygdomme. Vi har generelt stor erfaring i at tackle modgang.

Disse forskelle i hvordan mennesker behandler informationer, i hvordan man tænker, lærer eller fungerer socialt kan også være en styrke. Hvis man betragter autisme som en del af den menneskelige variation så går vi fra at være en sygelig del af menneskeheden der skal reddes eller kureres til faktisk at kunne bidrage med vores viden og erfaring. Neurodiverse mennesker har bidraget til udviklingen af teknologi og kultur gennem hele menneskehedens historie. Lige i tilfældet Corona-virus så kan vi bidrage med en hel del erfaring i at tackle alenetid, være afsondret og kun være sammen med andre mennesker i afmålte doser.

Sidste uge var det dybt problematisk at være en introvert der helst vil sidde i sofaen med en kop the og en nørdet serie. Nu er det (livs)nødvendigt at flere indser fordelene ved aleneheden.

Disclaimer: Har du mødt én autist har du mødt én autist. Mine tanker dækker selvfølgelig mig, men omfatter ikke alle autister.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *